Af John Buhl

Så vidt jeg kan vurdere, har fødevareindustrien i et vist omfang været med til at udhule begrebet fuldkorn ved at få gennemført, at de kan sætte fuldkornsmærket på brød, som kun indeholder 50 % fuldkorn — og evt. indeholder alt for store mængder af ingredienser som sukker, olie, salt, hvedemel, emulgatorer mv. — hvilket reelt kan give brød af en dårlig kvalitet, selv om de naturligvis er bedre end brød uden fuldkorn.

Selv om der er kommet meget godt ud af fuldkornsmærket, bliver vi også nødt til at indse, at …

Mange bliver vildledt af fuldkornsmærket

Nedenstående er fra Mortens Bagebog af Morten Nielsen (gengivet her med tilladelse fra forfatteren):

” Og lad dig slet ikke snyde af mærket

De store industribagerier og supermarkeder er sluppet af sted med en særlig form for vildledende markedsføring i form af det såkaldte fuldkornslogo, Køb fuldkorn først, som oven i købet har fået Fødevarestyrelsens blå stempel.

Som forbruger går man i god tro ud fra, at når et brød prydes af fuldkornslogoet, så betyder det netop det – at der her er tale om et fuldkornsbrød. Men der tager man fejl. Brød med helt op til 50 % hvidt hvedemel må pryde sig med fuldkornslogoet!

Man dækker sig ind under, at fuldkornslogoet ikke direkte tilkendegiver, at der er tale om et rent fuldkornsprodukt, og at producenten har mulighed for at angive det procentvise indhold af fuldkorn i brødet. Men ærlig talt, når man på fuldkornskampagnens egen hjemmeside, Fuldkorn.dk, skriver følgende om fuldkornslogoet: ” Fuldkornslogoet sikrer dig en vare med masser af fuldkorn. Det betyder, at alle kornets dele er med, også kim og skaldelene, hvor de fleste fibre, vitaminer og mineraler sidder”, så er det altså svært ikke at få det indtryk, at fuldkornslogoet garanterer, at der er tale om 100 % fuldkorn. Længere nede på siden fremgår det så, at når det gælder brød, skal blot 50 % af tørstofindholdet være fuldkorn. Det betyder, at et brød, der er bagt af fx 300 g hvidt mel og 300 g fuldkornsmel opfylder betingelserne for at pryde sig med fuldkornslogoet.

Jeg finder det en smule foruroligende, at statslige institutioner som Fødevarestyrelsen og Danmarks Tekniske Universitet lægger navn til dette mærke, der hvad brød angår er tæt på at vildlede snarere end vejlede. Retfærdigvis skal det siges, at kampagnen har været en succes på den måde, at den har fået flere til at spise mere fuldkorn, så noget godt er der kommet ud af den!”

100 % Fuldkornsbrød som ikke bærer fuldkornsmærket

Brød af 100 % fuldkornsmel


Rent ernærings- og sundhedsmæssigt gør det en forskel, om du vælger 50 % eller 100 % fuldkorn. I nogle tilfælde og fx ved nogle sygdomme gør det en stor forskel.

Hvis du vil have de bedste fuldkornsbrød skal brødet være bagt af fuldkornsmel — uden eller næsten uden raffineret hvidt mel.

I praksis kan det betyde, at du bliver nødt til selv at bage for at få ordentlige brød.

Fuldkorn er naturligvis mere og andet end fuldkornsbrød.

Du kan læse mere om fuldkornsmærket, og hvad det dækker over på fuldkorn.dk

Det er langt fra alle producenter, der har tilmeldt deres fuldkornsprodukter mærket. Nogle fravælger mærket af økonomiske grunde (producenter skal betale for at bruge mærket) eller evt. fordi, de ikke er enige i, at mærket giver de bedste oplysninger til forbrugerne. Du kan derfor sagtens (især i specialforretninger) finde gode fuldkornsprodukter, som ikke bærer fuldkornsmærket.

Fuldkornsmærket kan give en vis vejledning, hvis du forstår, hvad det betyder. Men nærlæs varedeklarationen, når du køber kornprodukter. Stol ikke på reklamesnak eller fine ord på indpakninger.

For de kræsne, som vil have det bedste, er fuldkornsmærket ingenting værd. Vælg fuldkorn — ikke fuldkornsmærket.